Lektørudtalelse

Forfatter: Vibeke Axelsen

I serien Lette legender udgives nu en historie om Peder Willemoes. I serien er der også udgivelser om Santa Lucia, Morten Bisp, Wilhelm Tell, Romulus og Remus, Ikaros m.fl. Lix-tallet er meget lavt, men bogen kan først læses fra 2. kl. (8 år). Der er en del svære ord, men de er med til at fastholde stemningen af gamle dage, spænding og udfordring mod det ukendte, så målgruppen får en chance for at opleve en "autentisk" fornemmelse af tid, sted og handling. I små kapitler på to sider - rigt illustreret med til tider dramatiske sort/hvide tegninger - får læserne en fin, omend noget forenklet historie om søhelten Peder Willemoes' korte liv. Illustrationerne understøtter handlingen, så den bliver lettere at forstå for de små læsere. De ved alle, hvad en helt er, og de fleste kender historien om Tordenskjold. Derfor har de noget at sammenligne med, og det kan godt være nødvendigt - det kan være svært at forstå betingelserne, som gjaldt for Peder Willemoes. Det er fint at ville introducere Slaget på Reden allerede i indskolingen. Tekstmængden på siderne er overkommelig. Typografien er letlæselig med luft på siderne, og illustrationerne fylder meget. Det er godt. Bogen kan både bruges til oplæsning og selvlæsning