Lektørudtalelse

Forfatter: Trine Marie Ulleriks

Inger Wolf har tidligere skrevet romanen Sidespring, 2000, og selvom dette er hendes første krimi, er der bestemt lagt i kakkelovnen til flere krimier om Trokic, den troværdige, sympatiske vicekriminalkommissær med en forhistorie og et liv, han ikke helt kan komme overens med, og som han derfor bakser en del med; sideløbende med at han løser mordgåder i Århus og omegn. Bagsideteksten præsenterer krimien som tempofyldt, hvilket jeg ikke synes er helt i overensstemmelse med sandheden, men til gengæld fungerer fortællingen udmærket i sin langsomhed: med mange tanker, beskrivelser og tilbageblik fra de implicerede. Det er først i romanens sidste tredjedel, at det går over stok og sten, og allerede inden dette har spændingen godt fat. Baggrunden for mordene er jagten på lykke og/eller penge, og selvom romanen stiller relevante spørgsmål hertil virker de forskellige planer ikke så godt indarbejdede, at krimien fungerer lige godt alle steder. Fortællingen er således langt bedre som politiroman end som den psykologiske thriller, som den præsenteres som. Der er dog tale om en god og læseværdig klassisk krimi med interessante mennesker i en dansk hverdag og med en realisme, der falder godt i tråd med den aktuelle trend indenfor krimigenren i øvrigt