Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Aarup-Kristensen

Kirsten Sonne Harilds serie Pony & Co må siges at være en hesteserie med stort H, forstået sådan at beskrivelsen af hestenes udseende og væremåde er mindst lige så grundig som personbeskrivelserne. Hovedpersonerne er den 12-13-årige Pony og hendes to veninder Lise og Maja. Pony er fortælleren og taler direkte til læserne, på samme måde som hun ville skrive til sine hesteveninder, og enkelte kapitler er direkte gengivelser af samtaler via SMS. Alle kapitler er meget korte, enkelte helt ned til få linier, og det giver bøgerne en form for dagbogspræg, selvom de ikke er skrevet direkte i dagbogsform. Denne form er med til at gøre bøgerne meget let tilgængelige rent sprogligt, og når handlingen så også er lige ud ad landevejen på hesteryg, så er der dømt råhygge for hesteinteresserede piger fra 9-10 års alderen. Til gengæld vil læsere, der ikke er hesteinteresserede, hurtigt miste interessen, selvom der er indbygget små sidehandlinger, der handler om andet end heste. I I vild galop hører vi om Ponys kæresteproblemer, og i Lises forvandling er der en sidehandling om veninden Lise, der er kommet i dårligt selskab. Bøgernes omslag viser med deres stibede baggrund kantet med en bort af små hestesko, at der er tale om seriebøger. Selve omslagstegningen, der er inspireret af Manga-tegneserierne, vil også kunne tiltrække målgruppen