Lektørudtalelse

Siden den første bog om Puk udkom i 1952, er der ændret utrolig meget i måden, både voksne og børn taler og opfører sig. Pigerne på Egeborg kostskole, inklusiv Puk selv, er som taget ud af de gamle Morten Korch film. De er målt med nutidens målestok alt for høflige og artige, og de dramaer, som historierne indeholder, er så små, at de i dag næppe ville være blevet bemærket. Bøgerne kan stadig bruges i undervisningen, når man skal se på, hvad mormor og farmor læste i tidernes morgen, men som fritidslæsning har de overlevet sig selv. Personerne er enten meget gode og kække eller meget skurke-agtige, og landskabet, hvor handlingen foregår, er den rene idyl. Bøgerne lever derfor til fulde op til det, der blev forventet af gamle seriebøger, og forsiden er heldigvis bevaret, så den også har "historisk" interesse. Der er stadig en tegning af Puk omkranset af blomster og omslagets farve er som tidligere lyserød. Herved kan læserne allerede fra starten se, at der er tale om en sød gammel sag. Der er ikke den store forskel i handlingen eller opbygningen af teksten i Puk på kostskole og Puk slår sig løs, så læserne får absolut det de forventer. Her er ingen overraskelser