Lektørudtalelse

Vi er tilbage i Hvium, den lille midtjyske by, som læserne lærte at kende i Den der lyver fra 2001. Det er varm sensommer, scenen er præstegården, her bor Lisa og Frederik med deres 2 børn. Lisa er præst og Frederik er universitetsansat. Fortælleren og betragteren i denne historie er Birgitte, hun og Lisa var barndomsvenner, opvokset i samme snævre landbomiljø, som Birgitte åbenbart har fjernet sig fra for at være skribent og bo i den store by. Hun er nu på besøg hos Lisa for et genoptage den tidligere så tætte forbindelse, og hvorfor var det nu, at de gled fra hinanden? Gustav, Lisa's søn, fylder 7 år, solen skinner, og alt ånder idyl. Men så rammer ulykken i form af en flugtbilist og det hele krakelerer. Birgitte har selv nogle dæmoner, der rumsterer i baggrunden, men hun oplever nu også det lille samfund og alt det, der ormer rundt under overfladen. Her er som i Den der lyver sladder og uudsagte ting. Hvem var på den lille vej, hvor Gustav blev ramt? Kun en lokal? Birgitte står også, eller placerer sig selv, midt i frustrationer mellem ægteparret, og hvad er der med den sære (og kønne) barnepige? Ida Jessen kan skrive, så klichéen "ind under huden" får en ny betydning, og hendes dialoger og miljøskildringer er enestående. Slutningen er meget åben, og noget egentligt "crescendo" opfatter jeg ikke, men det er en fortælling, der hager sig fast