Lektørudtalelse

Forfatter: Karsten Just

Lone Hørslev har tidligere udgivet et par digtsamlinger, bl.a Tak, 2001 og Ærgerligt, ærgerligt, 2003. Med Fjerne galakser har hun så skrevet sin første roman, som godt kan opfattes som et langt digt, hvor den navnløse fortællerske i en lang glidende, springende og associerende fortællerstil, beretter om den lille kernefamilies liv, om barndomsoplevelser, om den vilde ungdom og om de mange jobs, hun har afprøvet. Romanen er delt op i tre satser, Vinterferien, Juleferien og Sommerferien, og fører fra skiferie i Østrig til barndomshjemmet i Jylland og til Afrika. Det er en speciel fortælling. Vor fortællerske springer mellem emnerne, vi kommer vidt omkring fra det mindste til det kosmiske, og bogen har et drive og en legen med ord, som gør at man sluger de 156 sider med glæde og morer sig, bliver forstemt, morer sig igen, og sådan er bogen, springende, og helt og aldeles underholdende. Selv om det er en kvindes synsvinkel det hele anskues fra, kan man som mand sagtens læse bogen, og lade sig underholde, og måske endda få lidt mere indsigt i det af og til lidt mystiske kvindelige univers