Lektørudtalelse

Forfatter: Elin Søborg

Iselin C. Hermanns nye børnebog kan bedst sammenlignes med hendes første, bestselleren Kongen af Sydspanien fra 1999, både i den lidt manierede, snakkende fortællestil, de rablende og suggestive navne, de lidt skæve personer og det eksotiske miljø, der balancerer mellem realisme og eventyr. Denne nye foregår i et tidløst Damaskus, hvor den rige købmand Abu Fadul og storbanditten Balder Brag er kommet så galt i klammeri, at børnene må gribe ind med opfindsomhed, før det udarter til regulær krig. Det gør de så, og alt ender i fryd og gammen. Selve historien er enkel og virker lidt tynd og forudsigelig, men forfatteren nyder helt oplagt selve fortælleprocessen og at udvikle personer og miljø med både autentiske og karikerede og helt skæve træk. Historien er illustreret af forfatterens søn med akvarelmalede tegninger i en enkel, naiv og lidt stiv stil, der egentlig passer godt til det livlige, blomstrende fortællesprog. Bogen egner sig bedst til oplæsning for de ca. 5-8-årige, den kan selvlæses fra ca. 10 år, hvor handlingen nok ikke rigtigt vil fænge