Lektørudtalelse

Det virker meget velanbragt her i majdagenes 60-års jubilæum for befrielsen i 1945 og midt i al debatten om samarbejdspolitik med tyskerne at læse genudgivelsen af denne "besættelsestidsroman", som Mette Winge kaldte den. Vi er i den tyske besættelses femte vinter, den er kold og mørk, og der er mangel på alt. Hovedfiguren er 7-årige Lone, ingen lider nu nød i hendes velstående familie. Mette Winge kan jo fortælle en historie; det hele er med: værnemagere, hipo’er, mors fine hatte, danseskolen, rationeringsmærker, den rige mormors sommerhus på landet, en køn, ung engelsk pilot, rationeringsmærker, erstatningskaffe etc. etc. Jeg følte mig nærmest som tilskuer til endnu et afsnit af "Matador": rekvisitafdelingen har gjort et fantastisk stykke arbejde, også sprogligt (ved nogen hvad en "ørelok" er i dag?). Lone læser Susy-bøgerne og Torry Gredsted, så det er en lyst. Det er dog ikke kun folkekomedie, de svære menneskelige omkostninger undgås ikke. Korte forhold uden fremtid, fordomme og samfundsopfattelser så stive at de bliver livsfarlige er her også, her er ingen happy ending, men det er en rigtig god bog. Hvilket det høje udlånstal på 93-udgaven er med til at fortælle