Lektørudtalelse

Forfatter: Lis Mikkelsen

Det er utroligt at Jørn Jensen kan blive ved med Det er Palles far-serien. Dette er nr. 27 i rækken af letlæsningsbøger om den kloge, snusfornuftige dreng og den velmenende, men lidt uheldige far. Denne gang skal de på stranden, og det er naturligvis Palle, der må sørge for de mest nødvendige ting. Faderen har skønne minder fra barndommen, så han ved lige, hvordan strandture skal være. Han slæber en masse med, og selv om han får næsen skoldet, er det selvfølgelig alligevel en god tur. Antihelten far ser ikke ud af meget, og han er da heller ikke i stand til at klare dagligdagens små problemer, men så er det jo godt, han har et barn, der kan! Læserne vil klart identificere sig med barnet og fryde sig over, at det er ham, der klarer ærterne. Historien har glimt i øjet, og Claus Bigums gode illustrationer giver historien en ekstra dimension. Man kan ikke andet end more sig over far og Palle på stranden i skihue og striksweater. De har nemlig glemt den rigtige solcreme. Det er utroligt, at der med lix 6,5 kan laves en så sjov og god historie til frilæsning for begynderlæserne fra slutningen af 1. kl. (ca 8 år)