Lektørudtalelse

Forfatter: Per Månson

Den enorme succes med Da Vinci mysteriet følges op med en oversættelse af en tidligere roman. En lige så spændende og hæsblæsende historie med den samme hovedperson symbolforskeren Robert Langdon i hovedrollen. Han tilkaldes til det europæiske forskningscenter CERN i Geneve, hvor en forsker er myrdet. Han forskede i antistof, og en prøve med kraft nok til at ødelægge en by er forsvundet. Det hemmelige broderskab Illuminati, der gennem tiderne har kæmpet mod religionen på videnskabens side, har tilsyneladende anbragt den et sted under Peterskirken med det formål inden 24 timer at udslette Vatikanet. Langdon og den dræbte videnskabsmands datter, Vittoria Vetra, forsøger at aflæse hemmelige koder skjult i et ukendt Galilei-manuskript for at finde Illuminatis hemmelige skjulested inden fristen udløber. Det er rasende spændende og langt hen som Da Vinci mysteriet uhyggeligt sandsynligt, da både Illuminati, de udlagte tegn i Rom og selvfølgelig CERN eksisterer. I actionens hellige navn skal der ganske vist sluges et par "næsten-usandsynligheder", men det rokker ikke ved det grundlæggende, og bogen vil blive elsket af alle Browns fans