Lektørudtalelse

Forfatter: Birger Hoff

Der lægges op til H. C. Andersen-året 2005 med mange forskellige udgivelser. I serien Dragebøger udgives en foreløbig række på 10 kendte eventyr, genfortalt og bearbejdet som let læste tekster af Jørn Jensen og illustreret af forskellige danske illustratorer. Her er det Bodil Carstensen der har illustreret Prinsessen på ærten og Den standhaftige tinsoldat. Med en lix på 13 er det klart at Andersens specielle tone er vanskelig at bibeholde, men Jørn Jensens bearbejdelse fungerer stort set udmærket, udtryk og vigtige vendinger som karakteriserer de to eventyr er bibeholdt. Bøgerne kan bruges samlet i en eventyrkasse og læses som tematisk læsning, men de kan også læses hver for sig af lutter interesse fra omkring 8 år ligesom de kan bruges som oplæsning i børnehaveklasse og for førskolebørn, samt til en oplæsningsstund hjemme. Bodil Carstensens illustrationer fylder siderne flot ud og støtter teksten fint, men synes også at være lidt for underdanig til teksten uden rigtig at forsøge at digte med på historierne. Forlaget udarbejder en eventyrside til serien på deres hjemmeside