Lektørudtalelse

Forfatter: Lene Kristiansen

Utrolig flot og sikker debut af en ny dansk forfatter på 23 år. En debut med check på personer og miljø, drive i handlingen, nerve i sproget og originalitet, selvom temaet er det velkendte kaos omkring identitet og kærlighed, når det brænder allermest på. Mille på 16 er fortælleren. Hun skal starte i gymnasiet efter sommerferien, men det der fylder er hendes ulykkelige forelskelse i den ucharmerende Jack, der det sidste år kun har brugt hende til at gå i seng med, "veninden" Kamma, hendes bedste ven David, der altid forstår og har den nødvendige trøstede skulder, og ikke mindst det meget tætte forhold til forældrene, især til moren med rødder i de glade 60'ere. Helt galt går det, da hun en nat lader sig trøste lidt for meget af David - og alligevel ikke vil have ham, og da Kammas nye kæreste viser sig at være Jack. Sanne Munk Jensen har udstyret Mille med en god portion selvironi og humor, og bortset fra lusen Jack er personerne omkring hende skildret med varme og nærvær. Sproget er de unges eget, og den allestedsnærværende mor, der både trøster, skubber og med selvfølge synes, at hun skal vide alt om sin datters liv, er morsomt og kærligt leveret. Flot collageomslag og små vignetter i bogen sætter prikken over i'et - fra 13 år