Lektørudtalelse

Forfatter: Birgit Hald

I Carlsens serie om danske børn med forskellig etnisk oprindelse er der nu kommet en udmærket bog om 9-årige Tony, hvis forældre er familiesammenført med vietnamesiske bådflygtninge. Læseren får et positivt indtryk af en sød og talentfuld dreng med mange interesser og derudover et indblik i familiens dagligliv med indkøb, madlavning og den vietnamesiske kultur familien i nogen grad holder i hævd. Teksten er sat i to spalter, og det letlæste sprog med korte sætninger og delestreger i sammensatte ord kan læses fra ca. 9 år. Alle opslag er illustreret med gode farvefotos af Tony og hans familie i de situationer teksten beskriver, og herudover er der faktabokse der forklarer eller uddyber emnerne, bringer vietnamesiske madopskrifter (i meget store portioner) og henviser til internetadresser. Tony går i 3. klasse på en katolsk skole, og om eftermiddagen har han travlt med fodbold, klaver, svømning, vietnamesisk og spejder. Herudover er han ministrant, en slags tjener der hjælper præsten under den katolske messe om søndagen. Bag i bogen er der faktuelle oplysninger om Vietnam, et stikordsregister samt henvisninger til litteratur og internetadresser. Bogen kan bedst sammenlignes med Tinh er vietnameser (2000) der henvender sig til lidt større børn