Lektørudtalelse

Forfatter: Birgitte Bornæs

Denne 4. roman for voksne skildrer atter nogle af de halvskæve eksistenser i det centrale københavnske miljø. Dialogen er træfsikker og vellykket og minder læseren om de succesfilm, forfatteren har skrevet manuskript til. Handlingen cirkler omkring 5 mænd tilknyttet bokseklubben CIK og deres piger. De møder ikke tit hinanden, og det er een af bogens overraskende finter. Vi ved, at de refererer til de samme ting og begivenheder, de ved det ikke. De er, ligesom bogens målgruppe, ca. 30, har problemer med kæresten og kærligheden, hæderligheden, målrettetheden, sædkvaliteten, børnene - hvis de får nogen, har ondt i livet og "hovedet fuldt af lort"."Der er ikke noget, der er nogens skyld, ting sker bare". Tankerne pusler med så meget, når man famler rundt i en hverdag, som er helt absurd, og når man ikke er så tjekket. Dejlig velskrevet, god roman for en lidt overset læsergruppe med person- og miljøskildring i topklasse