Lektørudtalelse

Forfatter: Per Månson

Rankins syvende roman om kriminalkommissær John Rebus fra Edinburgh holder samme høje standard som forgængerne. En pædofilidømt bliver løsladt, og kort efter begår den politimand, der havde hans sag, tilsyneladende selvmord. En seriemorder bliver løsladt i USA på grund af procedurefejl og vender tilbage til Edinburgh med en mission, der også omfatter Rebus, mens dennes gamle barndomskærestes søn forsvinder sporløst kort før sit bryllup. Sagerne griber ind i hinanden og mere ind i Rebus' privatliv, end godt er, og der er forbindelser til en løbende retssag mod to børnehjemsansatte, der er anklaget for omfattende misbrug af børnene. Rankin skriver et flot sprog og holder spændingen på højtryk bogen igennem. Hans beskrivelser af storbyens bagsider i alle sociale lag er meget overbevisende, og selv om Rebus er arketypen på tidens krimihovedpersoner: let fordrukken, illusionsløs med rod i privatlivet og et lemfældigt forhold til love og regler, er han en meget helstøbt figur, der er højt hævet over genrens klicheer. Det er fuldt fortjent, at Rankin har vundet Englands største krimipris, The Golden Dagger