Lektørudtalelse

Forfatter: Knud Stadelund

Hermed foreligger endnu tre af de velkendte Årstidsbøger i en let udgave. Denne gang er det vinterbøgerne, hvor handling og illustrationer er identiske med de oprindelige, men med en bearbejdet tekst. I Nu er det jul er det snart jul, og spørgsmålet er, om man kan fejre jul på forskellige måder. På kælkebakken fortæller om Jeppe og Lærke, der skal ud at kælke, men det er blevet mørkt, og tør de så? I Fastelavn er mit navn er det store spørgsmål, om man skal være klædt ud, og kan Jeppe komme i pigetøj? Sammen med de tre bøger foreligger Vinter, der også findes i stort format. De flotte, farvelagte illustrationer består af Jesper Frederiksens billeder, hvori Irene Hedlund har tegnet små vignetter, samt af farvefotos. Alle bøgerne har et tiltalende layout, hvor teksten, der er sat i korte linier, kan selvlæses fra 1.-2. klassetrin. De kan dels anvendes til selvstændig læsning og dels som del af et læsesæt i indskolingen. Sammen med vinterbogen kan de desuden bruges i den første samtale om årstiderne i folkeskolens yngste klasser