Lektørudtalelse

Forfatter: Bente Nielsen

Christine Nöstlinger, der i mange år har været mest kendt for den lange serie om pigen Mini, udsender for anden gang i år en enkeltstående bog. Det er en højtlæsningsbog, der i tema og tid er tilbage under anden verdenskrig, som mange andre af hendes tidlige bøger. En lille pige fortæller varmt og kærligt om sin familie og deres daglige tilværelse under krigen. Det er især den livsglade og kloge bedstefar, der sætter sit præg på fortællingen. Med en fabelagtig fantasi fortæller han sit barnebarn mange forunderlige og hemmelige historier, som er med til at holde livsmodet oppe hos hende. Det er en god lille beretning, der giver et fint billede af familien, men der er noget umiskendeligt gammeldags over historien. Sproget er flydende, og illustrationerne er lidt særprægede. Layoutet er nydeligt, lidt tæt og uden kapitelinddeling. Bogen kan anvendes til højtlæsning for 6-9-årige, men vil nok have svært ved at fange de flestes interesse