Lektørudtalelse

Forfatter: Lasse Andersson

Endnu en sjov bog til den første læsning om Palle og hans far. Det er forbavsende at der kan skrives bøger med en lix på 5, der har et reelt og morsomt indhold. Palles hyggelige far går meget op i Palles fodboldtræning. Han har store ambitioner på sin søns vegne. Faren husker sin barndoms fodboldkarriere som meget glorværdig, og mens Palle er i klubhuset forsøger Palles far sig med en bold - det går ikke så godt. Under Palles fodboldkamp er faren en ivrig og højtråbende tilskuer. Men da Palle endelig har en chance for at score ødelægger faren det hele ved at fare ind på banen efter sin hat som er blæst af - men Palle bliver ikke sur på sin kærlige far. Teksten er sat i små blokke og er som lixen antyder meget let at læse. De mange sjove illustrationer understøtter teksten godt. Bogen vil især glæde begynderlæsere, der har læst de fem tidligere bøger om Palle og hans sjove far - men bogen kan sagtens læses uafhængigt af de tidligere titler om Palle. Forfatteren har skrevet mange bøger beregnet for den første læsning, bl.a. serien Det gamle hus også fra 1998