Lektørudtalelse

Forfatter: Henrik H. Pedersen

Bendt Gammeltoft-Hansen (f.1932), Organist og Kantor ved Sct. Nicolai Kirke i Svendborg, debuterer med Vindeltrappen som romanforfatter. Romanen udspiller sig på Sydfyn og i Svendborg og har to sideløbende handlinger, der flettes sammen til sidst. Den ene historie foregår i reformationstiden, i første del af 1500-tallet, hvor Broder Søren huserer på Sydfyn og Gråbrødre Kloster i Svendborg. Denne del kan karakteriseres som en slags "røverroman", med dens væld af farverige historier fra Sydfyn og Svendborg, men også som en krønike over Gråbrødre Klosters historie. Romanens anden del foregår i det nutidige Svendborg og er både en krimi- og kærlighedshistorie. Christian Hvidegaard, organist ved Sct. Nicolai Kirke, dør pludseligt. Han er faldet fra kirketårnets vindeltrappe. Er det uheld eller mord? På afdødes hånd er skrevet noget mystisk. Vennen Henrik, bedemand og playboy og Birgit, familie til afdøde, og Svend "krimi" forsøger at opklare gåden. Som underholdningsroman fungerer den udmærket og interesserer man sig for lokalområdet fungerer den allerbedst