Lektørudtalelse

Forfatter: Søren Brunbech

Ulrik Wilbek blev i 1986 landstræner for kvindernes ungdomslandshold i håndbold. Han fortsatte med den samme grundstamme af spillere som landstræner og gjorde dem til verdens bedste og nationens yndlinge og fik endegyldigt dementeret den mandschauvinistiske vittighed om at livet er for kort til damehåndbold. Det er en velskrevet bog hvor Wilbek genskaber stemningen omkring nogle af holdets afgørende kampe og giver læseren et indblik i de mange taktiske overvejelser i kulissen omkring holdsammensætning, udskiftning og spilforløb. Det var ikke, som den ukyndige TV-seer kunne fristes til at tro, nogen tilfældighed at vi snuppede bolden fra Ukraine få sekunder før tid og scorede det afgørende mål ved EM i Tyskland i 1994, men tværtimod resultatet af en nøje indstuderet teknisk detalje. Wilbek er kendt for sit temperamentsfulde optræden på sidelinjen. Selv kalder han det et nødvendigt arbejde med dommerne da han gik helt grassat under en VM-kamp i 1995 hvor vi mødte hjemmeholdet fra Østrig. I bogen er der indlagt to sektioner med farvefotos fra kampene. I Wilbek - sådan set (1997) beskriver to journalister den samme glorværdige periode for kvindelandsholdet, men med mere vægt på privatliv og balladen rundt om holdet