Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Bræmer

I megen af den eksisterende litteratur om eventyr er det hovedpersonens personlige udviklingsproces, der står i centrum for fortolkningen. Senest har vi set det i Skogemann:En karl var min mor, en fisk var min far, 1998. Og V.A. har da også selv beskæftiget sig med det i to tidligere bøger. Her har forfatteren imidlertid valgt kærlighedsparret - i bred forstand - som det centrale tema, og genrevalget er bredt ud, så det også omfatter myter og folkeviser. Kærligheden har mange ansigter, og i 7 kapitler bruges adskillige eventyr/myter/viser til at belyse de forskellige aspekter af den. Kærlighedstabet, døden og kærligheden, den forvildede kærlighed (incest og homoseksualitet), ægteskabets kærlighed osv. Det er altså emnet for de enkelte kapitler, der er styrende og ikke de enkelte tekster. De sammenlignes, væves ind i hinanden, tekstuddrag er bragt i en naturlig sammenhæng med tekstens tolkning, så bogen kan ikke bruges til "tolkningslæsning" af en enkelt tekst. Den kræver sammenhængende læsning for at give det fulde udbytte. Teksten er komprimeret og forudsætter ret indgående kendskab til de teoretiske rammer: Jung, Freud, Bertelsen, så målgruppen vil være gymnasielærere, litteraturstuderende og øvrige med interesse for folkloristik, selvom det dog ikke kan udelukkes, at enkelte opvakte gymnasieelever kan bruge den i forbindelse med 3.g opgaven