Lektørudtalelse

Forfatter: Gert Fabrin

I de senere år er der udkommet adskillige rejseguider om Australien. Nærværende bog gør bod på manglen på deciderede rejsebeskrivelser, selvom den også på visse punkter kan supplere rejseguiderne. Anne Kvist Kjær (41 år) og Ove Rasmussen Kjær (45 år) rejste i 1996-97 i løbet af ti måneder Australien rundt på motorcykler med udgangspunkt i Perth. Hun på en mindre Suzuki, han på en større BMW med sidevogn. Anne Kvist Kjær beskriver deres rejse rundt i kronologisk orden. Selvom bogen derved får et dagbogspræg, bliver den ikke tør og kedelig, men giver et nærværende indtryk af turens oplevelser, udfordringer og indtryk. Deres beskrivelser af andre mennesker er hovedsagelig af andre motorcyklister, de møder på deres vej. Hovedparten af bogen beretter om de mange naturområder, Australien byder på. Indimellem filosoferer parret over forholdet mellem de indfødte og de hvide samt den økologiske udvikling. Andre med samme forudsætninger som parret vil kunne have tilsvarende oplevelser på en lignende tur. Kommende og tidligere Australiensfarere samt læsere af rejsebeskrivelser generelt vil have glæde af den velskrevne bog, som indeholder en række velvalgte fotografier gengivet i sort/hvid, der dokumenterer de mange indtryk