Lektørudtalelse

Forfatter: Birgitte Bornæs

Her føjer Anne Marie Løn en ny til sin lange række af fængslende, vedkommende, velskrevne m.m. romaner. Temaets baggrundsstof er som ofte hentet i virkeligheden og fabuleret til en fortryllende fortælling. Bogen foregår i 1921 og fortælles af Tyge Willhof-Holm, 9. barn og yngste søn af lensherren til Willhofsgave - familiens lensgods i 4 generationer, nu ganske forarmet. Tyge er ikke som sin smukke storebror og de 7 underskønne søstre - han er dværg, men også den eneste, som er et normalt menneske med ståsted i virkeligheden. Han er selvforsørgende som organist, og under en begravelse rammer Amors pil ham, og den lykkelige skæbnebestemte forelskelse forbinder hans slægt med en ligeså stolt men diamentralt andeledes slægt gennem den familiehistorie, som oprulles for os. En historie om stolthed og ambitioner i stamhuset, som i 4. generation er ved at lukke sig om sig selv - hvor man overlever på erindringen om fortidens herlighed. Om det uudtalte, hemmelighederne, de bristede håb, standsbevidstheden, den begavede lærdom, tabuerne, diskretionen. Bogens sprogtone lægger sig tæt op ad handlingen, og bogen giver os tid til fordybelse. Den henvender sig meget bredt til romanlæsere med krav om kvalitet