Lektørudtalelse

Forfatter: Birgitte Bornæs

Fortsættelse af maleren og billedhuggeren Anne-Marie Brauges charmerende barndomserindringer fra Paris, Den halve sol, 1990. Bogen er fornemt illustreret med egne værker fra de unge år og har genrebetegnelsen erindringsroman. Anne-Marie er blevet 13 år og forbereder sig så småt på at forlade den forhadte skole. En ny pige i klassen - en avanceret åbenbaring, fransk flygtning fra Det fjerne Østen, åbner hendes øjne for ganske nye interesser - drenge. De slider hårdt i det for at forvandle den kejtede og generte teenager til en ny Brigitte Bardot. Skolen slutter og den 14-årige bliver husassistent hjemme. En halvhjertet indsats giver hende masser af tid til med skiftende veninder at forfølge denne nye spændende interesse - og iøvrigt også til at mætte en glubende appetit på god litteratur. Bogen fortæller om oplevelser og udvikling i en alder præget af ulykkelig kærlighed, naivitet og usikkerhed, umulige forældre, søgen efter holdepunkter. Byen Paris optræder denne gang kun som den universelle fortællings ramme. Bogen slutter i 1962 - AMB er 20. Bogen er humoristisk og underholdende og fortæller livligt og loyalt om en usikker alder