Lektørudtalelse

Forfatter: Ulla Møller

Selvstændig fortsættelse til Turen fra 1996, i serien Lille Dingo, tilrettelagt til de 7 - 8 åriges første selvstændige læsning. Kamma og Bo besøger fætter Rasmus på landet. En tidlig morgen lyder der støj fra hønsegården. Da drengene kommer derud finder de tolv døde høns. Mon ræven har taget dem? Bo, Rasmus og gravhunden Kiki drager ud for at jage ræven væk fra rævegraven, men inden de er hjemme igen, er den rette gerningsmand, en ilder, blevet skudt. Forfatteren behersker kunsten at skrive let, men alligevel meningsfyldt og spændende for de yngste læsere. De mange charmerende illustrationer støtter og supplerer tekst og personkarakteristik. Omslagets døde høne liggende i en blodpøl signalerer præcist indholdets spændingsfelt