Lektørudtalelse

Forfatter: Ulla Møller

Bøgerne om Alex er populære, de 10-12 årige (drenge) spørger efter dem og anbefaler dem til hinanden. For 11 årige Alex er en charmerende lille rod. Ganske vist lader han sig lidt for let lokke på gale veje af den lidt ældre Ronni. Men han klarer sig, selv om han ikke har mange ressourcer. I denne femte bog har Alex succes, han opdager nemlig, at der er noget, han er god til. Han er musikalsk. Han gribes af trommespillet, og sammen med Ronni danner han gruppen "Ronni er Gud", med "Hannibals Hat" som forbilleder. Som sædvanlig når Ronni er med går alting galt. Ronni er mest interesseret i at "sælge" gruppen, og han går til sagen med ildhu. Alex, der både vil være vennernes ven og arbejde seriøst med musikken, kommer endnu en gang i klemme. Det er en sjov og troværdig skildring af drengedrømme om eget garageband og verdensberømmelse. Bogen fortæller også, hvordan det giver selvtillid at arbejde med noget man er god til. Hannibals ros får Alex til at vokse, og en øvetime med Hannibal er meget sjoveree end specialundervisning i skolen. Illustrationerne føjer som sædvanlig deres helt eget liv til bogens personer og udvider bogens univers fra det strengt realistiske til noget sjovt, skævt og fantasifuldt