Lektørudtalelse

Henrik Andersen debuterede i 1995 med romanen De skyldfri, der delte anmelderkorpset i 2. Nogle af de pænere vurderinger lød "virkelig velfortalt", og "en umiskendelig tæft for sprog". Lad mig gøre disse ord til mine om forfatterens anden bog Gensyn med Kap Farvel, der både sprogligt og indholdsmæssigt er fermt og fantasifuldt skruet sammen. Romanen foregår i 3 tidsperioder, under besættelsen, i 1959 og i 1995. Hans Martinsen vokser op som søn af skibsværftdirektøren i Frederikshavn under besættelsen. Direktøren samarbejder lidt for villigt med tyskerne, og det svider til familien i årene efter krigen. Æren skal genoprettes, da værftet får bestilling på Grønlandsskibet Hans Hedtoft, og både far og søn øjner en mulighed for at lægge fortiden bag sig. Sønnen får hyre som skibsdreng på skibet. Mens det er på sin fatale jomfrurejse, indhenter fortiden faderen. Hans overlever forliset, men vælger at benytte lejligheden til at forsvinde. Men en ung journalist kommer på sporet af ham i 1995 i Phoenix, USA. Det er primært en historie om far, søn, ære og skam. På trods af det trivielle tema lykkes det forfatteren at navigere uden om klicheer og svulstighed. Det ser jeg 3 grunde til: God research, fermt håndværk og en stor fortælleglæde