Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Wilhelmsen

I sin beskrivelse af forskellige nordamerikanske indianere er Hans Gregersen nu nået til stammerne ved Amerikas vestkyst. Efter en kort indledning beskrives først dagliglivet hos de forskellige indianerstammer, som det var, da indianerne levede et selvstændigt liv udenfor reservater. Derefter følger et afsnit om mødet med de hvide - spaniere, englændere, russere og amerikanere, og til slut et kapitel om kystindianernes liv i dag. Bogen er forsynet med indholdsfortegnelse men intet stikordsregister. Desuden litteraturliste over anvendt litteratur. Bogen ligner i udstyr og opsætning HG's øvrige bøger om nordamerikanske indianere. Teksten, som er sat i to spalter, er relativt let at læse. Den består af en blanding af beskrivelse af historiske facts, gengivelse af indianske sagn og myter og referencer til forfatterens egen rejse i området. Der er illustreret med en række s/h ældre fotos, samt forfatterens egne fotos i både s/h og farve. Sidstnævnte billeder er, som det har været tilfældet i de andre indianer-bøger, af noget vekslende kvalitet. Der findes ikke andre selvstændige bøger på dansk om kystindianerne. Til selvstændig læsning fra ca. 12 år. Evt. også af interesse for voksenafdelinger