Lektørudtalelse

Forfatter: Søren Roth

I Forfædre og sultne spøgelser fortæller Ole Steen Hansen om traditioner, tro og dagligliv i kinesernes verden. Forfatteren har i stor udstrækning hentet sin viden og bogens billeder blandt kinesere som ikke lever i Kina, fordi overtro ikke accepteres af det kommunistiske styre. Det er overtro i forbindelse med sproget, gudetro, forfædre, fung shui (om livets positive og negative energistrømme), sundhed og sygdom (yin og yang samt akupunktur) og fester som beskrives. Eksemplerne er såvel historiske som nutidige, og de er væsentligst hentet fra Sydøstasien, men hele verden er repræsenteret - også Danmark. Bogen er med til at give en forståelse af den kinesiske livsførelse i både dagligdag og fest, og man får indblik i de traditioner fra gammel tid, som er med til at styre kinesernes liv. Bogen har et varieret og spændende layout, den velformulerede tekst er sat i to spalter og brydes af mange farvefotos og indsatte tekstrammer. Bogen kan læses fra omkring 13 år