Lektørudtalelse

Forfatter: Anne Birgitte Langkilde Hundahl

Kort om bogen

Et overflødighedshorn af lækre opskrifter på hjemmelavet slik. For slikmunde, der gerne selv vil lave deres slik

Beskrivelse

Tænk at kunne lave sit eget slik! Det får man mulighed for at lære med denne bog om hjemmelavet slik. Vi får historien om forfatteren bag, introduktion til de vigtigste redskaber og ingredienser, samt et afsnit om chokoladetemperering. Herefter følger opskrifterne, som indeholder både opskrifter på klassisk slik, sjovt og børnevenligt slik, romantisk slik, juleslik og sundt slik. Til sidst en række mere udfordrende opskrifter. Alle opskrifter har angivet sværhedsgrad fra 1-3 karameller, hvor tre er det sværeste. Opskrifterne fylder en side med tilhørende farvefotos på modsatte side. Ingredienserne er alle nogle, der kan købes i almindelige supermarkeder. Med opskriftsregister

Vurdering

Der findes mange bøger om hjemmelavet slik, men denne er en af de bedre. Virkelig gennemført, flot layout med mest indbydende billeder og opskrifter på både klassikere, det sjove slik, juleslik og sundt slik. Med andre ord, med denne bog behøver du kun én slikbog. Det er en bog, der i hvert fald bliver et hit i mit køkken og helt sikkert også i mange andres! Opskrifterne henvender sig til både store børn og voksne

Andre bøger om samme emne

En anden god bog om hjemmelavet slik er Børnenes slikbog, som har opskrifter på mange forskellige typer slik og gode vejledninger