Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Bille

Kort om bogen

Mange mennesker i hele verden er ramt af coronavirus, og på verdensplan er næsten 400.000 døde. I denne bog kan du blive klogere på virussen, og læse om hvordan man arbejder med at finde en vaccine mod coronavirussen. For de 7-9-årige

Beskrivelse

"Corona" er en ny bog i "Fakta 2. Teknik og videnskab" som er en nydesignet videreførelse af serien "Min første bog". Over 6 opslag af 2 sider fortælles der forskellige fakta om coronavirussen suppleret med billeder og tegninger. Corona har ramt hele verden, og vi har også været påvirket af pandemien herhjemme. Her kan du læse om, hvor virussen stammer fra, hvordan den spredes og hvordan du bliver syg. Du kan læse om, hvad vi har gjort i Danmark, for at undgå at virussen spreder sig. Til sidst i bogen beskrives, hvordan der arbejdes på at finde en vaccine, og hvad en vaccine er. Bogen har indholdsfortegnelse, stikordsregister samt flere faktabokse. Teksten har let-tal 16, og der kan frit hentes elevopgaver til bogen på seriens hjemmeside

Vurdering

Bogen får på meget få sider fortalt mange informative og relevante faktaoplysninger om coronavirussen, uden at det på nogen måde er skræmmende. Det er en meget aktuel og oplysende fagbog med nogle gode illustrationer

Andre bøger om samme emne

En anden letlæst fagbog om emnet er Corona. Anton bekæmper corona er en billedbog for indskolingsbørn, som også handler om corona