Lektørudtalelse

Forfatter: Marion Tirsgaard

Kort om bogen

Ella går i 1. klasse og har en helt almindelig klasselærer. Da klasselæreren begynder at opføre sig underligt, er Ella og klassekammeraterne overbeviste om, at han bliver afpresset. 1. del i ny serie. Til oplæsning fra 5 år og selvlæsning fra 8-10 år

Beskrivelse

Klasselæreren i Ellas klasse opfører sig underligt. Han får mystiske breve, glemmer at give lektier for og skal pludselig holde ferie. Hanna mener, at det er tydelige tegn på, at klasselæreren bliver afpresset, og at han skal aflevere en kuffert med penge til sin afpresser. Men hvorfor? Og hvem er afpresseren? Klassen sætter alt ind på at afsløre mysteriet og hjælpe klasselæreren. Bogen er 1. del i serien om Ella, der i hjemlandet Finland læses i indskolingen. Bogen er sat med stor skrifttype og illustrationer i grå, sort, og gule nuancer

Vurdering

En fin lille historie om hvordan en lille fjer kan blive til fem høns og om en klasse, der vil gøre alt for at hjælpe deres klasselærer. Historien har en overraskende slutning og er fuld af humor og finurlige påfund fra klassen, der ikke lader sig stå tilbage for noget. Der er meget dialog i bogen, og opsætningen gør den overskuelig for begynderlæsere, der har fået godt gang i læsningen

Andre bøger om samme emne

Bogen kan anbefales til de børn, der godt kan lide serier som "Klassekammerater" af Helena Bross og Martin Widmarks efterhånden lange serie "LasseMajas detektivbureau"