Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

Vil du have en stærk krop med tydelige muskler? Så er der råd at hente her, hvad enten du er bodybuilder eller en glad amatør, der bare ønsker lidt toning

Beskrivelse

Craig Ramsay er en canadisk stjerne inden for muskeltræning og har en skulpturel krop. Han udfører selv alle øvelserne i denne visuelt orienterede bog, der er delt op efter øvelser for de store muskelgrupper: Bryst, mave, ryg, skuldre, arme og ben. Hver øvelse fylder et dobbeltopslag, og på den ene side kan man på trin for trin-fotos se, hvordan øvelsen skal udføres, ligesom der er korte instruktioner og angivelse af, hvilke muskler der bliver aktiveret. På den modsatte side er der en kombination af foto og anatomisk tegning, som illustrerer, hvor de aktiverede muskler sidder. Bogen indledes med anatomiske tegninger af musklerne på kroppens for- og bagside, og hele vejen igennem beskrives alle muskler konsekvent med den latinske betegnelse. Til sidst er der danske oversigter over muskelnavne og fagudtryk

Vurdering

En seriøs og illustrativ bog, der givetvis vil inspirere dem, der ønsker at forme musklerne på deres krop. Nogle af øvelserne kan laves hjemme med frie vægte, mens andre kræver maskiner, som typisk står i træningscentre

Andre bøger om samme emne

Bruges på linje med Fitness anatomi til styrke- og konditionstræning, Anatomi og styrketræning og Styrketræning, som dog alle har 8-10 år på bagen