Lektørudtalelse

Forfatter: Søren Møller

Kort om bogen

Artikler om nordjysk mentalitet igennem 500 år. For voksne læsere

Beskrivelse

Aalborg Historiske Museum viser fra februar og resten af året en udstilling om oprør i Nordjylland. I tilknytning til udstillingen skriver her 12 forfattere med videnskabelige uddannelser. Først er der noget om, hvad oprør kan bestå af, set i nogle samfundsanalytiske modeller, med eksempler fra Nordjylland med protester mod udvisningspolitik, begrænsning af kystfiskeri, kamp for et nordjysk universitet, flere motorveje m.m. Her beskrives også et "Kornets Hus", som bliver indviet i år. Det omtales som et "oprør mod dårlige spisevaner, produkter, og dårlige produktionsforhold i landbruget". Fra ældre tid beskrives religiøse bevægelser, der satte sig op mod folkekirken. De berømte røvere fra Rold er også med. De to sidste kapitler er systematiske fremlæggelser af historiske og arkæologiske undersøgelser omkring den lokale helt Skipper Clement og slagene under Grevens Fejde i 1534, og de udgravninger i det indre Aalborg, som rummer faldne. Illustreret i farver og s/h med gamle fotos, tegninger, malerier og landkort

Vurdering

En broget buket af artikler, som hylder Nordjyllands egenart og vilje til at fungere godt på trods af sin beliggenhed langt fra hovedstaden

Andre bøger om samme emne

På landsplan findes noget lignende i De stridbare danskere og i Oprørere. I herværende bogs sidste kapitler fremlægges for første gang de detaljerede resultater af udgravningsresultaterne fra Grevens Fejde