Lektørudtalelse

Forfatter: Bo Knudsen

Kort om bogen

Jon får en lillesøster med vinger. Da forældrene sælger den lille pige, må Jon ud på en farlig jagt efter hende. En børnebogsklassiker genfødt som grafisk roman for børn og unge fra 11 år

Beskrivelse

Den prisbelønnede Drengen med sølvhjelmen kommer i anledning af sit 20-års jubilæum i en omskrevet og nyillustreret udgave som grafisk roman/graphic novel. Handlingen er den samme, men tekstmængden er mere end halveret og deler ligeligt pladsen på siderne med illustrationer af Rasmus Meisler. Drengen Jon får en lillesøster med flagermuslignende vinger. Forældrene sælger søsteren imod Jons vilje. Den fandenivoldske og noget drikfældige Michum bliver chauffør for Jon, og sammen tager de på jagt efter lille Liv

Vurdering

Fantastisk bog! Med en spændende og rørende handling og faretruende og meddigtende tegninger får denne børnbogsklassiker et helt nyt liv. I den nye form er bogen til børn og unge fra 11 år og op, og den vil appellere bl.a. til de drenge, der kan være svære at få til at gribe en bog. Samspillet mellem teksten, med megen dialog, og illustrationerne gør bogen let og indbydende at læse. Et pletskud, der også vil egne sig til fælles læsning i en klasse, for der er meget at tale om, som normalitet, ansvar og forholdet til forældre og søskende

Andre bøger om samme emne

Kan sammenlignes med den også meget vellykkede grafiske roman Liv på spil, en forkortet roman af Søren Jessen flot illustreret af Rasmus Meisler