Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Lindal Andersen

Kort om bogen

Kriminaltegneserie af den hyggelige, gamle skole om detektiven Atom Vercorian og hans kumpaner i detektivbureauet "Atom Agency". For voksne læsere

Beskrivelse

Året er 1949, og stedet er Paris. En fyrstinde får stjålet sine smykker, og den spirende detektiv Atom Vercorian øjner en mulighed for at få sat sit detektivbureau på landkortet. Han er af armensk herkomst og lever i skyggen af sin far, der er politikommissær. Sammen med eksbryderen Jojo og den gæve Mimi, der har flere ben i næsen end de to mænd tilsammen, kaster han sig entusiastisk ud i sagen, der fører dem vidt omkring i den parisiske underverden. Albummet er første bind i en serie, men kan læses selvstændigt

Vurdering

Hærdede krimilæsere vil med rette synes, at plottet ikke er helt logisk skruet sammen, men det vejes der op for med interessante hovedpersoner og en flot miljøskildring i både fortællingen og i de ekstremt flotte og stemningsfulde tegninger. Siderne emmer af liv og dynamik. Nævnes skal også den virkeligt flotte og iøjnefaldende forside, der måske lover et noget mere vovet grafisk udtryk, end det meget klassiske indhold leverer, men det er vist det, man kalder et luksusproblem

Andre bøger om samme emne

Tegneserieskaberne har begået de flotte "Splint & Co"-albums Operation flagermus, Leopardkvinden og De sorte hostiers herre. Derudover albummet Gringos Locos. Alle rettet mod lidt ældre læsere