Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

"Hvordan vi betragter de ting, der sker. Afhænger helt af de øjne, der ser". Billedbog på rim om at skifte briller, når noget driller. Kan bruges til oplæsning fra ca 4 år af forældre og fagpersonale til en snak om at se tingene omkring os på en anden måde

Beskrivelse

Anette Prehn, der er kendt for bl.a. Hjernesmarte børn og Hjernesmart pædagogik har her skrevet en billedbog på rim, der lærer børn at "reframe", altså at se de ting, de oplever på nye måder. Bogen fortæller historien om to mælkebøtter, der imod alle odds bryder igennem en asfaltvej og et betongulv, på deres vej mod lyset. Den imponerende bedrift belønnes dog meget forskelligt i de to nabohaver. Hos positive Maj får mælkebøtten ros og hos negative Hr. Munk får den et sprøjt gift. Bagerst er der vejledning til forældre og fagpersonale, med gode råd til dialogisk læsning, samtale og aktiviteter, der støtter barnets evne til at omfortolke

Vurdering

En fin og enkel bog om at skifte perspektiv og øve sig i at se ting fra mange sider. Omfortolkning er et vigtigt redskab, når børn og voksne skal tackle livets små og store udfordringer. Det er et redskab, der gør os frie af prædefinerede forestillinger og tillader os at regulere uhentsigtsmæssig adfærd. Bogen kan læses højt fra ca. 4 år og selvlæses fra ca. 8 år, hvor illustrationerne måske vil opleves som lidt barnlige

Andre bøger om samme emne

Prehn henviser til sin egen Tag nye billeder med hjernen, der dog er for lidt større børn