Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Camilla Jensen

Kort om bogen

Sød billedbog med rimet tekst om pigen Lille og dyret Sybille, der bor i byen Petitesse. Lille er meget hjælpsom, men en dag får hun selv brug for hjælp. Til billedbogslæsere fra 2 år

Beskrivelse

Lille og hendes kæledyr Sybille bor i et æble, lige udenfor byen Petitesse. En spændende by, hvor museet er i en hat, bistroen i en flaske og biblioteket i en stabel bøger. Lille hjælper naboerne med havearbejde, højtlæsning, børnepasning og indkøb. En aften sidder Lille og Sybille og kigger på stjernerne. En meteor slår pludselig ned og ødelægger Lilles hus. Lille flytter på hotel, men savner sit hjem. De søde naboer gør meget for at muntre hende op og til sidst får Lille og Sybille et nyt sted at bo - i en vandmelon. Den irske forfatter og illustrator Chris Judge er kendt for fine tegninger og historier med fokus på omsorg og empati. Vi kender ham fra billedbøgerne Blik og Det ensomme monster

Vurdering

Virkelig sød historie med fantastiske illustrationer, der er sjove at gå på opdagelse i. Historien fortælles på rim, som ikke er helt mundrette, men glider bedre efter en gennemlæsning. Farvestrålende forside, som viser Lilles æblehus med udstansede huller, hvor vi kan kigge ind til Sybille

Andre bøger om samme emne

Biblioteket har mange billedbøger om hjælpsomme venner fx En bunke venner og Et sandt mirakel