Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Ry Andersen

Kort om bogen

Imponerende udgivelse med stemninger fra Tøndermarsken i billeder og ord. For alle med interesse for Sønderjylland, natur og fotografi

Beskrivelse

Fotografen Henrik Saxgren og kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen har i denne bog beskrevet Tøndermarsken i tekst og billeder. Bogen består af to dele, der tilsammen giver et indblik i Tøndermarskens historie og natur. Første del består af tekster, der pejler sig ind på Tøndermarskens historie. Her er bl.a. korte afsnit om Studevejene, Ribe, Emil Nolde og uddrag fra Niels Bøgh Andersens erindringer fra området. Anden del, som fylder størstedelen af bogen, består af fotografier af Tøndermarskens natur delt op efter døgnets rytme; morgen, dag, skumring og aften/nat. Tøndermarsken ligger i det vestlige Sønderjylland og er et frugtbart område med et rigt og meget varieret dyre- og fugleliv

Vurdering

Flot udstyret bog i en fin kartonindbinding. Ord og billeder spiller godt sammen, men det er især fotografierne fra Tøndermarsken, der fylder i bogen og som vil begejstre. Fotografierne viser den fantastiske Tøndermarsken med dens frodige natur, fuglene og den sorte sol, men også de store vidder og det betagende lys. Et indbydende værk, som vil inspirere mange til at gå på opdagelse i området

Andre bøger om samme emne

 Nationalpark Vadehavet er et imponerende fotoværk, der kommer tæt på planter og dyr. Sort sol er en fotobog om den sorte sol af stære over marsken i Sønderjylland