Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Agger

Kort om bogen

Den gule hundehvalp Plet fejrer jul med sine venner. Hvad mon de får i julegave? Sød billedbog for børn fra 2-4 år

Beskrivelse

Det emmer af jul på den rød-glitrede forside, hvor Plet står med en julegave foran et pyntet juletræ. På første opslag ser man Plets julegave pakket ind. Man skal så gætte, hvad der er indeni gaven, og dernæst løfte flappen for at se, om man har gættet rigtigt. Under flappen ses et billede af Plet med gaven, som nu er pakket ud. På de følgende opslag ser man efter samme princip, hvad aben Sten, flodhesten Hilda og krokodillen Tom får i julegave. På sidste side er Plet og alle vennerne samlet udenfor i sneen, hvor de leger med deres nye gaver. Tegnestil og tekstform er helt som den plejer at være i Eric Hills bøger om Plet. Formatet er 21,5 x 21,5 cm., siderne er lavet af kraftigt pap, flapperne åbner sidelæns og fylder en hel side

Vurdering

Spændingen ved at kigge på julegaver, inden de pakkes op, genkender alle vist. Her får man et lille flig af den spænding, når man skal gætte dyrenes gaver. Det er nemt at se, hvad gaverne indeholder, da formen på gaverne er tydelig, så de mindste børn har en fair chance for at gætte rigtigt. Bogen er fin og overskuelig og er helt sikkert en, der vil blive læst mange gange ved juletid

Andre bøger om samme emne

Andre julebøger om Plet er Plets juleeventyr og Plets første jul. De har en hel del år på bagen, så det er dejligt med en ny julebog med Plet