Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Kort om bogen

Det er 50 år siden, læserne første gang stiftede bekendtskab med Gilbert Sheltons flippede trio Flip-Kompa'niet, som her præsenteres i en række tegneseriehistorier, der ikke tidligere har været oversat til dansk. Mest for voksne, der kan huske Flip-Kompa'niet fra tidligere

Beskrivelse

Ud over de nytegnede, farvelagte episoder med de tre medlemmer af Flip-Kompa'niet indeholder det nye album en stribe enkelttegninger, seks korte hyldesttegneserier lavet af forskellige danske serietegnere samt otte sider med Gilbert Sheltons egen beretning om tegneseriens tilblivelse og udvikling

Vurdering

De nytegnede episoder med Flip-Kompa'niet rammer ganske godt den oprindelige tegneseries fandenivoldske humor i skildringen af hovedpersonernes kamp mod alle former for autoriteter og magthavere. Her er tale om et fornøjeligt gensyn med de hæderkronede flippere fra 1960'ernes undergrundsscene, mens de danske hyldestindslag (som erstatter originaludgivelsens tilsvarende amerikanske hyldester) mere har karakter af bestillingsarbejde. At udgiverne i det hele taget har ulejliget sig med at give hyldestalbummet en speciel dansk indfaldsvinkel vidner imidlertid om tegneseriens historiske betydning for det danske seriemiljø

Andre bøger om samme emne

Siden 1970'ernes og 1980'ernes danskudgivne albums med Flip-Kompa'niet har udgiverne i 1997 og i 2006 forsøgt at genintroducere serien for de danske læsere, senest med albummet Fede tider med flip-kompa'niet