Lektørudtalelse

Forfatter: Ole Laursen

Kort om bogen

Mozart Husmus sidder inde og læser "Robinson Crusoe". Udenfor keder hans ven Robinson Markmus sig i regnen. Han får overtalt Mozart til at tage på eventyr på en tømmerflåde, de selv bygger. En sød historie om at være to meget forskellige men rigtig gode venner, for 4-6-årige

Beskrivelse

Det er den anden bog om Mozart & Robinson efter Mozart & Robinson og den mægtige ostemåne. Som i forgængeren om Mozart og Robinson er der anvisninger til, hvordan man selv fremstiller de samme ting som i bogen. Denne gang en miniature-tømmerflåde af korkpropper. Der findes på originalsproget tysk to andre udgivelser med de to mus

Vurdering

Sød og underholdende historie med glimrende tegninger. Ud over hovedhandlingen er der en sjov sidehistorie i form af en lille blå bille, som optræder på de fleste opslag samt sjove detaljer som, at man ser det rumskib som de byggede i den første bog. Flot forside med de to mus på tømmerflåden i bækken. Fin lille pointe i bogen om, at man med sine forskelligheder kan inspirere hinanden. Robinson lærer, at det slet ikke behøver at være kedeligt at læse bøger. Mozart lærer, at det ikke behøver at være farligt at tage på eventyr

Andre bøger om samme emne

 Jeg har jo sagt godnat!, Jeg har jo sagt at jeg kan lide dig! og Jeg har jo sagt kom hjem! er tre andre bøger i en serie om de meget forskellige venner Bjørn og And