Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Ry Andersen

Kort om bogen

Unik øjenvidneskildring, der belyser en tysk soldats oplevelser under 2. verdenskrig. For historisk interesserede

Beskrivelse

Ved et skæbnens lune kom bogens forfatter, Suzi Elena Apelgren, i kontakt med et af de sidste levende øjenvidner til Nazitysklands forbrydelser. Heinrich Germer (f. 1921) blev som ung rekrut i 1940 sendt til Ulfborg i Vestjylland for at blive uddannet til kampsoldat i den tyske Værnemagt. Et foto dokumenterer bl.a. soldaterne i færd med sigtetræning med panserværnskanon i Husby Klit. I April 1941 blev han sendt videre til Østfronten og efterfølgende til Norge. Det specielle ved Germer var, at han dokumenterede sine oplevelser med et lille medbragt box kamera, som han tog mere end 800 fotos med. Gennem utallige fotografier, feltpostbreve til hjemmet samt interviews vækkes Germers krigshistorie til live

Vurdering

Der tegnes et billede af en sympatisk ung mand, der ikke havde den store appetit på krig, og som ved krigsafslutningen blev chokeret over at være blevet manipuleret af den nazistiske propaganda. I brevene gør han sig mange tanker, som ikke direkte er relateret til krigens gru, men selvom de langt fra byder på spænding og krigsskildringer på linje med andre bøger om 2. verdenskrig, viser de fint mennesket bag soldaten

Andre bøger om samme emne

 Breve fra anden verdenskrig og Soldater viser i højere grad krigens gru og forklarer soldaternes tanker og holdninger i en historisk kontekst