Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Kort om bogen

Der sker mystiske ting om natten på Højby Hovedgård. Kan det virkelig passe, at det spøger i stalden? Anna bliver nødt til at finde ud af, hvad der sker. 6. selvstændige historie om Anna og vildhesten Ponyhjerte. For hesteglade piger mellem 8 og 11 år

Beskrivelse

Der foregår mærkelige ting i stalden om natten på Højby Hovedgård, og datteren af rideskoleejeren den forkælede Olivia kan slet ikke sove for det. Hun kommer for sent i skole og opfører sig mærkeligt. Kan det virkelig være den spøgelseshest, som Tims bedstefar har fortalt om? Pigerne lægger sig på lur og får sig en overraskelse. Men da Olivias pony Tinkerbell forsvinder, bliver det hele mere alvorligt. Godt Anna kan få hjælp af sin dejlige vildhest Ponyhjerte. Første del i denne hesteserie begyndte med Ponyhjerte - Anna finder en pony

Vurdering

Bogen har lige alle de ingredienser, som får yngre hestepigers hjerter til at banke. En heltinde, som ikke har råd til egen pony og flot ridetøj, men så har hun bare en sød og kælen vildhest helt for sig selv. På hesteplanet er bogen helt urealistisk, men beskrivelserne af de snobbede veninder og den dumme dreng i klassen, som mobber, giver alt det søde lidt modspil. Handlingen er spændende uden at blive for uhyggelig

Andre bøger om samme emne

Deler læsere og sværhedsgrad med serien Alle elsker Sigge, som dog er noget mere realistisk i sit indhold, når det gælder ridning og hestemiljø