Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Kort om bogen

Roman om at møde en anden kultur og forsøge at opnå en gensidig forståelse. To danskere bliver udstationeret i Algeriet, hvor de skal hjælpe en lokal medicin-produktion godt i gang. For dig som søger en roman om andre kulturer

Beskrivelse

Peter og Anna fra det danske firma Novo Pharma er taget til Algeriets tredjestørste by, Constantine. Her forsøger de at løbe en lokal produktion af insulin i gang. De møder en meget anderledes kultur end den de er vant til, bl.a. er der problemer med den lokale arbejdsmoral og en regering som kun tænker på egne fordele. Algeriet, der blev suveræn stat i 1962, er stadig præget af en fortid som fransk koloni. I Constantine forsøger Anna fx at gøre oprør mod et syn på kvinder, som er meget anderledes end det hun kender fra Danmark. Den grumme virkelighed i byen er også, at udenlandske journalister bliver bortført og halshugget af islamister og at lokale kvinder begår selvmord, hvis de har forhold til udenlandske mænd. Kan de to danskere gøre en positiv forskel og er gensidig kulturforståelse overhovedet mulig? David Bekker-Jensen er født i 1978 og uddannet ingeniør. Han arbejder i medicinindustrien og har boet i Schweiz, Frankrig og Algeriet. Det er hans debutroman

Vurdering

Interessant og velskrevet eksistentiel debutroman om kulturmøder og forsøg på kulturforståelse

Andre bøger om samme emne

En anden roman, som også foregår i Algeriet og har kulturforskelle som emne er Venskabets historie