Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Dahl Jensen

Kort om bogen

Følg med 16-årige Axelle på endnu en detektivopgave i New Yorks modeverden i anden del af denne modekrimiserie med masser af underholdning og spænding for 12-14-årige piger

Beskrivelse

Axelle arbejder som model og går catwalk for alle de store designere, men hun vil i virkeligheden hellere løse krimigåder. Knap har hun løst sin første detektivopgave som undercover-model før der er brug for hendes opklaringsevner igen. Samtidig forsøger hun at stille sin agent og modebureauet tilfreds med deltagelse i diverse castings, fotoshoots og modeshows. En kostbar sort diamant "Den Sorte Amelia" er forsvundet under et fotoshoot i New York og nu står både magasinets og chefredaktørens omdømme på spil, så diamanten skal findes. Serien er den amerikanske forfatter og tidligere model Carina Axelssons debut

Vurdering

Fin serie til piger, hvor både spænding og mode er en del af den samlede læseoplevelse. Som læser følger man spændt den egenrådige, men sympatiske og friske Axelle rundt i New Yorks modeverden. Bagerst i bogen er der "Tips til New York" fra forfatteren, der selv har boet nogle år i byen. Der er en lidt tegneserieagtig stil over forsiden med en tegnet lilla/sort New York skyline som baggrund og Axelle i forgrunden i grøn trenchcoat og med mappe under armen

Andre bøger om samme emne

Er man til mode kan man også læse Nørd på catwalk, men skal det kun være krimi for piger kan man læse Farlig flugt