Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Vidste du, at den grønne havskildpadde altid vender tilbage til sit fødested, når den selv skal lægge æg? Til oplæsning for dyreglade piger og drenge fra 5 år eller selvlæsning fra omkring 9 år

Beskrivelse

Bogen beskriver den grønne havskildpaddes livsforløb, således at vi følger et enkelt individs liv; fra det øjeblik hun kommer ud af ægget til hun mange år senere vender tilbage til Raine Island, en lille ø nord for Australien, for selv at lægge sine æg. Igennem historien får vi række informationer om den grønne havskildpaddes forunderlige liv; hvilke fjender den har, hvad den spiser og hvordan den navigerer i de store verdenshave. Imens lærer vi også om de andre dyr, som havskildpadden møder på sin vej. Bogen er gennemillustreret og forrest og bagerst finder man verdenskort, hvorpå henholdsvis et eksempel på en vandringsrute og ynglepladser er angivet. Bogens forfatter, der selv har illustreret, er tysk

Vurdering

Flot bog med mange fascinerende detaljer om havskildpaddens liv. Teksten er stor og letlæselig, dog med flere vanskelige fagudtryk og latinske dyrenavne

Andre bøger om samme emne

 Havskildpadder er særdeles velegnet i skolesammenhæng, og beskriver havskildpaddernes levesteder, arter, føde og livsforløb grundigt, mens vi i En heldig padde hører en lignende historie om en enkelt havskildpaddes liv. I Sebastian Kleins dyrebøger, fx Verdens 100 mærkeligste dyr, kan man læse om endnu flere dyr