Multimedievurdering

Forfatter: Finn Christiansen

Kort om spillet/multimediet

2D action-adventure. I dette indie-spil skal du forsøge at slippe ud af en uhyggelig kælder. Kæmp mod monstre, find udstyr og tag kampen op mod grusomme bosser. Fra 15 år

Beskrivelse

Dette er en såkaldt roguelike dungeon crawler. Roguelike betyder, at hvis ens figur dør, så må man starte helt forfra. Og dungeon crawler hentyder til miljøet. Her en enorm kælder, som består af hundredevis af tilfældigt genererede rum. Spillet er lavet af Edmund McMillen, inspireret af hans egen traumatiske barndom, hvor han voksede op i en stærkt religiøs familie. Du styrer den unge dreng Isaac, som er låst inde af sin mor, som tror hun følger Guds ord ved senere at ofre ham. Du flygter til kælderen, hvor hundredevis af uhyggelige kælderrum venter. Du besejrer monstre ved at bruge Isaacs tårer som projektiler og du kan samle udstyr som forbedrer Isaacs egenskaber. Titlen hentyder til Bibelens beretning om Abrahams ofring af Isak. Sproget er engelsk

Vurdering

Nærværende version til Nintendo Switch er egentlig 3. generation af spillet. Først udviklet som Flash-applikation og siden udgivet til spillekonsoller. Afterbirth+ versionen indeholder endnu mere udstyr, figurer, monster-typer og bosser, samt et helt statistikmodul, som kan holde styr på dine fremskridt. Omfanget er enormt. Grafikken er i simpel 2D. Meget charmerende og med glimt i øjet - og samtidig grotesk og ulækkert. Underholdningsværdien er skyhøj, men det kræver at man accepterer genrens præmisser. Kan magtes fra 15 år. PEGI: 16 samt ikoner for vold og stoffer

Andre spil/multimedier om samme emne/genre

 Super Meat Boy er i samme genre