Lektørudtalelse
Kort om bogen
80 kreative, lækre og forskelligartede salater, som vil få enhver foodie til at savle
Beskrivelse
Den irske mad-stylist og blogger Kathryn Bruton udgav i 2013 den anmelderroste Sunde supper. Nu følger hun op på succesen med salatopskrifter, der alle holder sig under 300 kalorier. En bred blanding af både enkle, hurtige salater og de mere udfordrende, der involverer røgning, marinader, syltning og grill. Hver opskrift har oplistet indholdet af kalorier, kulhydrater, sukker, protein, fibre, umættet fedt, mættet fedt og salt. Det er også noteret, når salaten er glutenfri, komælksfri, vegetarisk og/eller vegansk. Ingredienserne kan findes i velassorterede supermarkeder, og flere steder foreslår forfatteren alternativer til de sværest tilgængelige ingredienser
Vurdering
Vellykket og flot opsat bog med indbydende billeder. Velegnet til læseren, der tracker sit indtag af kalorier, kulhydrater m.m. Det er dog synd, at originaltitlen Skinny Salads er oversat til Slanke salater, for det er slet ikke en slankebog. Det er en bog for madelskere. At opskrifterne ikke må overstige 300 kalorier virker mere som et teknisk benspænd, forfatteren har pålagt sig selv som en sund udfordring
Andre bøger om samme emne
Fuldt på højde med salatbøgerne fra de mere kendte navne: Anne Hjernøes Sunde salater, Claus Meyers salatværksted, Meyers salater året rundt og Jamie Olivers Salater