Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Wilhelmsen

Kort om bogen

Flunkerne går på opdagelse i danmarkshistorien, og det kommer der mange sjove og spændende udfordringer ud af. En herlig og fornøjelig "gå på opdagelse"-bog for børn fra 5 til 8 år

Beskrivelse

Flunkerne, der i 2016 besøgte Danmark i billedbogen Flunkerne i Danmark, tager i denne Flunke-bog på tidsrejse tilbage i danmarkshistorien. Her oplever de mange spændende ting. De kommer bl.a. til festbanket ved Jelling-stenene, lærer om nordisk mytologi, oplever Dannebrog, der faldt ned fra himlen, og Sherlock Flunk skal opklare mordet i Finderup Lade. I nyere tid møder de Christian d. 4., går på opdagelse i H.C. Andersens eventyr, hører om kvindernes stemmeret, besættelsen og såmænd også om EM i 1992 og meget, meget mere

Vurdering

De kendte små rumvæsner er her på en sjov og lærerig rejse i danmarkshistorien. Bogen er fyldt med udfordrende opgaver og livlige myldrebilleder i den sædvanlige Flunke-stil, som man kan gå på opdagelse i. Børnene kan få megen tid til at gå med at løse de krævende opgaver. Bogen kan bruges af børn i flere aldre også til fx sommerhus- og bagsædeunderholdning

Andre bøger om samme emne

Flunkerne er nu begyndt at rejse tilbage i historien i Flunkerne i middelalderen og Flunkerne i Romerriget. Der findes kun enkelte andre "gå på opdagelse"-billedbøger med tidsrejser eksempelvis Med Anna og Mads i Egypten og Spøgelser i Rundetårn